Clavikel og skulder

Clavikelfraktur - politik v. Tim Houbo Pedersen, 27/6/11

Nedenfor omtales clavikel-frakturer hvor huden er intakt og neurovaskulære forhold er upåvirkede.

Clavikel-frakturer hos børn i alderen 0-14 år kan med fordel behandles konservativt med armslynge.(1) 8-talsbandage kan anvendes ved mediale frakturer. En eventuel forkortning kan formentlig ikke mindskes med 8-talsbandage. Bandageringstiden er variabel med alderen således at de ældste børn i gruppen skal bandageres i 3 uger. Bandageringen er primært smertestillende og barnet skal således ikke tvinges til at gå med armen i slynge hvis det hellere vil bruge armen. Paracetamol efter vægt de første 4-5 dage er oftest sufficient smertestillende. Frakturen vil ofte hele med fejlstilling men remodelering vil sikre en normal ossøs konfiguration med alderen, der kan dog restere en mindre forkortning.

Clavikel-frakturer hos unge i alderen 15-18 kan ligeledes behandles konservativt men helingstiden nærmer sig forholdene hos voksne således at stabil heling kan forventes efter op mod 8 uger. Jo tættere den unge kommer på skelet-modenhed jo større er sandsynligheden for at frakturen vil hele med fejlstilling hvilket kan give symptomer. Det er usandsynligt at remodelering vil forekomme i væsentlig grad.

Patienter i risiko for symptomgivende mal-union:

· Forkortning > 20 mm

· Dominant arm

Hvis patienten er tæt på skeletal modenhed og dislokationen er stor kan man overveje osteosyntese med skinne og skruer.(2)

Mange vil efterfølgende have behov for fjernelse af osteosyntesematerialet.

Tim Houbo Pedersen

27. juni 2011

(1) 2010 Annual Meeting Podium Presentations. Pediatrics 1 : Knee - Upper Extremity Trauma. Nonoperative Pediatric Clavicle Fractures : Treatment Results and Modes of Injury by Age and Gender. Jeffrey I Kessler et.al. (link til video med præsentationen)

(2) Operative versus nonoperative treatment of midshaft clavicle fractures in adolescents. J Pediatr Orthop. 2010 Jun;30(4):307-12. Vander Have KL et.al.